Loppefundsguide

At gå på loppemarkeder er i skrivende stund en meget populær aktivitet. Vi har derfor sammensat denne lille guide til at hjælpe dig med at få det meste ud af at gå på loppemarkeder.

Nu er det selvfølgelig ikke kun loppemarkeder som er populære og som denne guide kan bruges til. Loppefundsguiden gælder eksempelvis også til de forskellige bagagerumsmarkeder, genbrugsbutikker og diverse kræmmermarkeder

For nogle handler det om jagten, og for andre er det de enkelte fund – uanset, så håber vi at du kan finde lidt inspiration her. Rigtig god læselyst, og god fornøjelse!

Genbrug og upcycling

o

Betaling

Loppemarkeder er stadig et sted hvor kontanterne lever i fuldt flor. Men de moderne tider har også nået ud til kræmmerne, og mange bruger i dag derfor også MobilePay. Tjek derfor at du har både kontanter og MobilePay klar ved hånden inden du tager afsted.

 

Brug din smartphone

Nogle gange køber man noget fordi man gerne vil have det, men andre gange kan det være en god hjælp at undersøge fundet lidt nærmere. Måske søger du noget bestemt eller noget med værdi? Eller måske undrer du dig over hvad fundet engang har været brugt til? Den slags spørgsmål og mange flere kan være nødvendige at få svar på imens man er afsted, hvorfor det kan være en stor hjælp at have Google ved hånden.

 

Der findes kun én af hver

Som udgangspunkt er der kun en enkelt af hver. Så hvis der er noget du gerne vil have, skal du huske at slå hurtigt til, så en anden ikke kommer først.

 

Medbring poser

Ikke alle boder har poser til alle, så medbring gerne dine egne for at holde hænderne fri til endnu flere indkøb.

Undgå fejlkøb

Man kan sagtens blive fristet af de mange billige priser og alle de skønne fund som gemmer sig rundt omkring. Men nogle gange kommer man hjem med en masse ting, som man måske slet ikke skulle bruge alligevel. Det er derfor en god ide at have en ide om hvordan de forskellige loppefund skal bruges til før de købes – Uanset om det er til videresalg, til dig selv eller til en gave.

 

Kig overalt og gerne flere gange

Folk har ofte mange ting med til loppemarkederne, hvorfor bordene ofte er godt fyldte – både over, under og på bordene. Husk derfor gerne at kigge flere gange og flere steder ved samme bod.

 

Hvad leder du efter?

For nogle hjælper det at have en mission – både for at mindske de mange handler, men også for at vide hvad man kigger efter. For andre er det mere overraskelserne og spændingen over hvilke guldklumper som kan gemme sig. For andre igen er det lidt af begge dele.

For at finde ud af hvad der fungerer bedst for dig, bør du prøve dig lidt frem.

 

Rigtig god fornøjelse!

Del denne side på de sociale medier…