Såning af chili
Chilier sås gerne i februar, marts eller april. Man kan sagtens så chilier senere, men det er dermed meget urealistisk at der kommer frugter på det første år, da det tager ca. 4-7 måneder fra spiring til modne frugter. Og jo stærkere planten er, jo langsommere er den også.
Chilier er dog flerårige, så kast dig endelig ud i det, selvom du måske er kommet lidt bagud i år.
Pasning af chilier
Chilier skal stå i fugtig jord indtil de har fire-seks sæt blade, hvorefter de har godt af at tørre lidt ud engang imellem. Som udgangspunkt skal chilierne hverken overvandes eller overgødes, men nyder hellere lidt men ofte, end meget og sjældent.
For at få det bedste resultat skal chilierne gerne have meget lys, og de fleste chili-dyrkere i Danmark har deres chilier stående i et drivhus hele sommeren. Man kan dog sagtens dyrke chilierne inde i en vellyst vindueskarm.
Chilierne må meget gerne klippes til i løbet af sommeren, for at give et mere busket udseende, og dermed også stærkere grene til de kommende frugter.
Knib gerne de første fem-syv blomster af, så planten bliver ved med at udvikle sig. Hvis blomsterne bliver siddende, går væksten i stå til fordel for frugterne. Hvis blomsterne knibes af, vokser planten yderligere inden de sætter blomster igen.
Når der skal komme frugter på chilien, er det vigtigt at den bliver bestøvet. Bestøvning sker ved at man ryster planten let, eller masserer blomsterne, så frøene kan sprede sig. Uden bestøvning, kan frugterne ikke udvikle sig til frugter.
Pas på ikke at bestøve planterne ved siden af, da det kan give nogle mærkelige blandede frugter.
Høst af chili
Når frugterne er modne, klipper man frugten af helt nede ved den næste gren, så de næste grene kan udvikle sig derfra. Dette sker gerne i udkanten af sommeren. Alle frugter skal fjernes inden en eventuel overvintring.
Omplantning af chili
Når rodnettet er tydeligt i bunden af potten, er det ved at være tid til at plante om i større potte. Chilier kan godt stå i mindre potter, men så bliver de selvfølgelig hverken helt så store eller udbytterige som de kan.
Det er vigtigt at man venter med at omplante til en større potte før chilien er ved at vokse ud af den gamle. Dette giver nemlig de mest harmoniske planter. Derfor er der også meget få som kaster sig ud at dyrke chilier på friland, hvor blæst selvfølgelig også kan være et problem.
Overvintring af chilier
Som sagt er langt de fleste chilier flerårige, og kan derfor overvintre. I Danmark går chilierne gerne i dvale i løbet af vinteren. De behøver ikke den bedste vindueskarm, og kan nøjes med et køligt gæsteværelse med lidt sol. Chilierne ligner død og ødelæggelse, men de må ikke klippes ned før omkring februar eller foråret hvor de begynder at skyde igen.
Bemærk at når chilierne beskæres så de er klar til den kommende sæson, springer de ud fra de allerede begyndte spiringer, og ikke fra de afklippede grene.
Under overvintringen skal chilierne stadig have vand, men bare ikke ret meget. Og de skal ingen eller stort set ingen gødning have.
Efter overvintringen får man gerne bedre chiliplanter, som bliver mere buskede og stærkere til at holde sin øgede mængde af frugter.
Held og lykke med din helt egen og personlige chili-samling!
Del denne side på de sociale medier…