Recycling, upcycling og downcycling

Kender du forskellen på disse tre former for ”cycling”? Det må vi indrømme at vi faktisk heller ikke er helt sikre på at vi gør. Vi har ellers læst stolpe op og stolpe ned om hvad forskellen er på disse tre former for genbrug, samt flere lignende termer som også florerer derude. Der er ikke helt enighed om hvad de hver især dækker over, og vi må indrømme at vi måske nok kun bliver mere og mere forvirrede jo mere vi læser.

Men recycling må da være rimelig nemt at definere, da det må være genbrug som vi kender det, hvor noget kan genbruges som det er. Upcycling må så være når noget kan stige i værdi efter en eller anden indsats eller proces, og downcycling må jo så være når noget falder i værdi efter en indsats eller proces. Det virker måske simpelt nok, men hvornår er hvad så hvad i praksis?

Når vi sender vores dåser, pap og plastik hen på genbrugsstationen, er det så ikke recycling? Eller er vi mere ovre i downcycling, da de alle skal igennem en proces før de kan bruges igen i en mulig ringere version, da der måske skal flere dåser til at skabe én ny dåse?

Og hvad med når vi køber et bord på genbrug som vi efterfølgende maler, er det så recycling da bordet jo stadig er et bord og også stadig skal bruges som bord? Eller er det upcycling, fordi det har været igennem en proces som nok var nødvendig før vi synes den havde værdi nok til at kunne komme med hjem?

Men downcycling det må da være når vi klipper et gammelt hullet lagen op til klude, ikke? For lagenet kan jo ikke længere bruges som lagen, så alternativet var at smide det ud til tekstil. Med mindre at det netop derfor er en upcycling, da lagenet pludselig er steget i værdi for os da det nu kan bruges som klude og derfor ikke behøver at blive smidt ud?

Der er noget der tyder på, at det slet ikke er så nemt at definere forskellen på recycling, upcycling og downcycling! Der er flere flydende grænser og rigtig mange gråzoner, og så kommer der en stor portion subjektivitet oven i. Men her kommer alligevel vores bud:

Opdatering af bakke

Recycling

Recycling er for os genbrug i sin simpleste form! Recycling er hver gang noget kan genbruges uden større indsats, og her betragter vi ikke rengøring eller mindre reparationer som en større indsats.

Det vil sige at vi recycler når vi køber tøj, sko, møbler, service, nips og lignende i genbrugsbutikker og på markeder, som kan bruges lige så snart de er blevet vasket, tørret, luftet og måske endda fået syet en knap i. Vi betragter det også som genbrug hvis det tidligere spisebordssæt kommer ud på terrassen at stå som havemøbler, da de bevarer deres grundlæggende funktioner som møbler.

 

Kildesortering

Som så mange andre, finder vi det svært at holde os inden for kun tre termer for genbrug, så vi vil gerne læne os op ad termen kildesortering. Kildesortering er for os al sortering af affald, så det gælder blandt andet pap, plastik, metal, tekstil osv.

For os er kildesortering det absolut sidste skridt noget kan tage. Ting ender først i kildesortering hvis de ikke kan bruges her – hverken nu eller senere – og heller ikke kan bruges af andre.

genbrugssortering

Upcycling

Upcycling er for os al genbrug som gennemgår en større eller mindre proces, og dermed opnår en større værdi. Den øgede værdi tænkes her ikke i økonomi eller at én ting er mere værd end en anden, men i stedet som en øget værdi for os som brugere.

Det vil sige at vi upcycler hver gang vi maler eller ombetrækker eksempelvis en stol. Selvom stolen faktisk stadig skal bruges som stol, så betragter vi det som upcycling, da den uden denne proces ikke ville blive brugt til det tænkte formål. Og det gælder faktisk både med møbler købt i genbrugsbutikker eller på markeder, samt møbler vi allerede ejer – det er alt sammen upcycling.

Vi mener også at vi upcycler når vi giver tingene en ny funktion. Det kan være en mindre ændring, som når vi maler, bejdser eller olierer nogle gamle trækasser, så de kan skrues fast i væggen og bruges som hylder. Men det kan også være større ændringer, som når gamle paller bygges om til havemøbler eller når en gammel dug sys om til en poncho.

Det er altså ikke afgørende for vores definition af upcycling om tingene er købt ind til formålet eller om vi allerede ejer dem. Vi vil dog altid opfordre til at man lige tjekker sin egne ting igennem inden man går ud og erhverver sig en masse – uanset om der købes genbrug eller fra ny.

upcycling

Downcycling

Downcycling er et relativt nyt koncept for os, og umiddelbart lyder det heller ikke ret tiltalende – at noget skal forringes. Men vi opfatter downcycling som det sidste skridt inden kildesorteringen; altså det genbrug som nok har mindst værdi for os, men mere end hvis vi smider det ud – til kildesortering, selvfølgelig.

Så vi synes vi downcycler når vi river gamle lagener og betræk op til klude, bruger aflagt tøj til arbejdstøj, og bruger ødelagte plastikbøtter og -låg til malingspalletter.

 

Gemme til lager

Et andet element i downcycling som vi virkelig også benytter os af, er at gemme til lageret. Det vil sige, at når vi eksempelvis ikke længere vil bruge en taske, og den måske er i så ringe en stand at den ikke kan sendes til genbrug, så splitter vi den ad og gemmer alt hvad der kan bruges til et andet godt projekt. Det kan være knapper, håndtag og hanke, pynt, måske endda lynlås og vedhæng, samt stykker af stof.

Foruden ting som vi ikke længere vil bruge i deres nuværende form, så ligger der i vores lager også overskud fra andre projekter. Det vil sige at vi gemmer både garn- og stofrester fra diverse tekstilprojekter, træplader og -stolper fra diverse byggeprojekter, og alle andre rester vi måtte have i overskud. Alt gemmes og bruges efterhånden i helt nye projekter.

Til sidst sker det faktisk også at vi køber ind til lageret. Det kan lyde vildt mærkeligt for nogen, men for os giver det masser af mening. Vi handler meget i genbrugsbutikker og på markeder, så vi oplever tit at vi ikke lige kan finde det vi mangler – man kan jo ikke rigtig bestiller varer hjem når man handler genbrug. Så når vi så finder noget som vi mener vi helt sikkert nok får brugt en dag, så køber vi det hjem til lageret. Det kan være knapper, rammer, bøger og fine porcelænskander. Der findes mange gode ting i vores lager.

downcycling

Opsamling

Den vigtigste pointe er nok, at så længe noget kan genbruges, så skal det genbruges – uanset hvad vi kalder det! Og så er det nok ikke så vigtigt om det bruges af dig eller en anden; bare det bruges.

Der er jo faktisk ingen grund til at købe en ny stol, hvis den du allerede har kan bruges efter en lille kreativ indsats med lidt maling og måske en ombetrækning. Og hvorfor købe nyt tøj, hvis du kan nøjes med at klippe og sy lidt i alt det skønne tøj du allerede har? Engangsklude kan faktisk også helt spares væk, hvis du i stedet giver dig til at bruge klude revet op af gamle hulleder bomuldstrøjer.

Når vi laver ændringer eller mangler nye ting, starter vi altid med at tjekke noget af alt det vi har liggende i skabe, skuffer, skure og hvor tingene ellers kan gemme sig her på matriklen. Vi er vilde med skattejagten, og for os er det jo en hel sport at se hvor meget og hvordan vi kan bruge alle de mange ting vi altid synes at få skrabet til os. Og så er det jo også skønt at spare alle de penge, så der er lidt ekstra at shoppe for når vi besøger genbrugsbutikker og markeder.

Del denne side på de sociale medier…